VORES VERDEN
‘AT FORMIDLE EN DETALJERIG OG SMUK OPLEVELSE FOR ALLE SANSER MED ET ØNSKE OM GENKENDELSE OG OVERRASKELSE.’
METTE & RAINER | 2001 | 2021
Ti Trin Ned er fusionen mellem et stærkt personligt køkken, bæredygtige grønne tanker – og den uendelige søgen mod det perfekte, enkle, nuancerede og karakteristiske.
Urter fra skov, strand og restaurantens egne marker på Himmerigskov bærer de skiftende menuer og blander sig med råvarer fra lokale og bæredygtige producenter. En uudtømmelig inspirationskilde, som sætter en gastronomisk dagsorden, der inviterer til at udforske og forforfine de uendelige trin til den perfekte gourmetoplevelse – og give den et personligt og unikt twist med afsæt i vores historie og passion.
Historien om Ti Trin Ned startede i 2001 med en forelskelse i smukke, gamle bygninger i Norgesgade og et ønske om at give Fredericia en helt ny gastronomisk oplevelse … og fortsætter passioneret i den åbne restaurant på Toldkammeret, hvor vi forener vi kærligheden til vores by med ambitionerne om at blive helt i toppen af dansk gastronomi. Her mødes vores karakteristiske, enkle linjer med smukke naturmaterialer og en enkel, skandinavisk farveholdning – og den helt unikke udsigt til Lillebælt, som vi altid har drømt om at give vores gæster. Og her inviterer vi til åbenhed og gennemsigtighed – og til mærke energien og perfektionismen i det åbne køkken i en nærværende og varm totaloplevelse. Ti Trin Ned er fyldt med erfaring, historik og personlige valg, ønsker og drømme.
Vi er stolte af at være en del af en ny bydel, understøtte byens identitet og sætte Fredericia på det gastronomiske Danmarkskort. Mens vi mærker fortidens kongelige og hertugelige indflydelse og smiler over adressens reference til det Toldkammer, som fra 1910’erne frem til 1941 kendetegnede området, lader vi vores navn smelte sammen med fremtiden. Ti Trin Ned er en naturlig del af både byens og vores DNA. Alt linker så fint sammen …
Ti Trin Ned på Toldkammeret er i bund og grund en manifestation af, at intet har ændret sig: Vores drøm er stadig at skabe en særlig gourmetoplevelse i Fredericia … at skabe noget nyt og banebrydende med bæredygtighed, lokale råvarer og den tætte sammenhæng mellem jord og bord som drivkraft og motivation.